top of page

Alt om ejendomsinvestering for begyndere - kort fortalt

Opdateret: 19. dec. 2024




Ejendomsmarkedet har historisk set leveret stabile afkast over tid. At investere i ejendomme kan sammenlignes med at plante et træ: det kræver tålmodighed men vokser støt og sikkert.


For begyndere kan ejendomsinvestering virke skræmmende, men med den rette strategi er potentialet enormt. Uanset om du overvejer at investere i udlejningsejendomme eller købe og sælge boliger, du kortvarigt selv bor i (houseflipping) kan ejendomsinvestering åbne døre til økonomisk frihed og langsigtet velstand.


Lad mig her introducere dig til ejendomsinvestering i udlejningsejendomme.


Hvad er ejendomsinvestering i udlejningsejendomme?


Ejendomsinvestering i udlejningsejendomme indebærer køb, leje og eventuelt salg af fast ejendom med det formål at opnå fortjeneste.


Formålet med ejendomsinvestering er at generere betydelig økonomisk gevinst over tid.

Dette kan opnås gennem (passive) indkomststrømme, såsom husleje fra udlejningsejendomme, eller vækst i ejendomsværdien, når du forbedrer din ejendom, og når markedet forbedrer sig.


Ejendomsinvestering kræver en strategisk tilgang og en forståelse for markedstendenser og trends. Med viden og vejledning, kan begyndere opbygge en robust portefølje og opnå en stærk og sikker økonomisk fremtid. Det er derfor vigtigt at investere tid i at lære om ejendomsmarkedet, søge professionel rådgivning, så du kan tage gode og velinformerede beslutninger.


Fordele ved ejendomsinvestering


Ejendomsinvestering har mange fordele. Den største fordel er, at det kan give en ekstra indtægt hver måned, da det først og fremmest tilbyder en stabil indkomststrøm fra huslejen.


Det skaber en sikkerhed, som andre investeringer ofte mangler.


Desuden har det historisk vist sig, at værdien af ejendomme stiger over tid, hvilket betyder, at din investering potentielt vokser i værdi blot ved at eje den. Denne merværdi kan du få glæde af i forbindelse med et salg, eller du kan benytte friværdien til at optagel et tillægslån til investering i flere ejendomme.


Ejendomsinvestering giver også skattemæssige fordele, da der kan være fradrag forbundet med ejerskab og vedligeholdelse af ejendomme.


Yderligere tilbyder ejendomsinvestering diversifikationsfordele til din investeringsportefølje og i modsætning til aktier og obligationer, kan ejendomme give stabilitet og reducere risikoen i din samlede investeringsstrategi.


Afslutningsvis har du som noget helt særligt kontrol over din investering. Du kan selv bestemme, hvordan ejendommen skal vedligeholdes og forbedres samt hvilke lejere, du ønsker skal bo/arbejde der. Dette giver en unik mulighed for økonomisk vækst.


Ulemper ved ejendomsinvestering


Selvom ejendomsinvestering kan være indbringende, er der visse ulemper, som begyndere bør være opmærksomme på.


For det første kræver ejendomsinvestering ofte en betydelig startkapital og finansiering, hvilket kan være en barriere for mange.


Desuden kan markedet for fast ejendom være uforudsigeligt. Værdien kan falde på kort sigt på grund af økonomiske faktorer, forandringer i lokalområdet eller politiske beslutninger.


Derudover kommer de løbende udgifter, der er forbundet med at eje og drive udlejningsejendomme: vedligeholdelsesudgifter og driftsomkostninger. Hvis ikke man gør sit forarbejde grundigt forud for investeringen - dvs. grundig besigtigelse af ejendommen med fagperson og korrekt fastlagt budget - kan sådanne udgifter spise overskuddet i budgettet og være særdeles tidskrævende.


Selvom ejendomsinvestering tilbyder skattemæssige fordele, kan komplicerede skatteregler være en udfordring. Det kræver ofte ekspertise for at maksimere skattefordelene og undgå dyre fejl.


Endelig kan ejendomsinvestering kræve en del arbejde og indsigt i lejelovens regler, især hvis du selv ønsker at administrere, vedligeholde og forbedre ejendommen. Dette arbejde kan dog udliciteres til en administrator, som kan håndtere udlejningen og al korrespondance med lejeren, og til en vicevært, som kan håndtere de daglige henvendelse fra lejerne om små-reparationer m.v.


Valg af ejendomstype med fordele og ulemper


Når du begynder din rejse inden for ejendomsinvestering, er valget af ejendomstype en vigtig beslutning, som vil forme din fremtidige succes.


For begyndere kan det være en fordel at starte med boligejendomme såsom lejligheder eller enfamiliehuse, eftersom disse typisk er nemmere at administrere og forstå. Boligudlejningsejendomme har også en tendens til at tiltrække stabile lejeindtægter, hvilket gør dem til en attraktiv mulighed for dem, der ønsker at bygge et solidt økonomisk fundament.


Investeringen i erhvervsejendomme kan også overvejes, men det vil jeg mene kræver et lidt dybere kendskab til markedet. Hvis du har ekspertise eller kender nogle med erfaring inden for dette område, kan erhvervsejendomme være en god investering, da de som regel giver et højere afkast.


Når du overvejer at investere i ejendomme, er det vigtigt at forstå de forskellige typer af ejendomme, der er tilgængelige, samt deres respektive fordele og ulemper. Her er en oversigt over nogle af de mest almindelige ejendomstyper og nogle af de mest almindelige fordele og ulemper, som kan hjælpe dig med at træffe en beslutning:


Fordele

Ulemper

Boligejendomme

Stabil indkomst, høj efterspørgsel, mulighed for værdistigning

Høje vedligeholdelses-omkostninger, administration kan være tidskrævende

Erhvervsejendomme

Individuelt formulerede lejekontrakter med aftalefrihed, højere lejeindtægter

Øget risiko ved økonomiske nedgangstider, større risiko for tomgang, muligvis omkostninger forbundet med indretning af lejemålet til ny lejer

Ferieboliger

Højt afkast i turistsæsonen, mulighed for egen brug (hvis sommerhus), hvis man har tid og lyst til at servicere lejerne og stå for "skiftedag" selv, kan det være hyggeligt at arbejde med ferieboliger

Sæsonbetonet indkomst, mere administration eller stort honorar til bureau

Ejerlejlighed

Lavere vedligeholdelsesansvar, høj efterspørgsel i byområder

Begrænset kontrol over fællesområder og muligvis begrænset kontrol over ændringer inde i lejligheden, potentielt højere ejerforeningsgebyrer

Hus

Større kontrol over ejendommen, mulighed for udvidelser og renoveringer

Højere vedligeholdelses-omkostninger med kun en enkelt lejeindtægt

Uanset hvilken ejendomstype du vælger, er det vigtigt at forebrede sig og overveje nøje, hvad der passer til dine ønsker. At forstå fordele og ulemper vil give dig mulighed for at træffe velinformerede beslutninger, opnå bedre resultater og maksimere din investeringssucces. Med den rette tilgang kan enhver ejendomstype udgøre en spændende mulighed for vækst og indtjening.


Finansiering af ejendomskøb og kritisk leje


At sikre finansiering til dit ejendomskøb er en central og nødvendig proces, der kræver omhyggelig planlægning.


For begyndere kan det føles overvældende at navigere i de mange finansieringsmuligheder, men med en struktureret tilgang er det fuldt ud overkommeligt.


Traditionelle realkreditlån er ofte den første mulighed, som mange ejendomsinvestorer undersøger. Disse lån giver mulighed for lange løbetider og fast rente, hvilket skaber stabilitet. De traditionelle realkreditlån giver også mulighed for flex-lån med korte løbetider, som har en lavere ydelse men en højere usikkerhed.


I kreditforeningen kan du maksimalt låne 80 procent af ejendommens værdi, hvis ejendommen er en boligudlejningsejendom, 75 procent hvis ejendommen er en fritidsbolig, og 60 procent hvis ejendommen er en erhvervsejendom. Hvis ejendommen er en blandet bolig- og erhvervsejendom vil belåningen typisk ligge et sted mellem 60-80 procent.


Dog skal du være opmærksom på reglerne om 'kritisk leje', der skærper kravene til finansiering. Ifølge reglerne om kritisk leje skal ejendommens driftsoverskud (dvs. indtægter minus udgifter) kunne dække renter, bidrag og afdrag på et fastforrentet realkreditlån - også kaldet ydelsesprocenten.


Hvis vi tager udgangspunkt i en ejendom til 12 mio kr. med et driftsoverskud på 400.000 kr. og en ydelsesprocent på 6,6, giver det en maksimal belåning på omkring 6.000.000 kr., svarende til kun 50 procent af ejendommens værdi. Kritisk leje har derfor stor betydning for belåning i ejendommen.


Alternativt kan personlige lån eller lån gennem banker også være en mulig finansieringsmetode. Disse kræver dog ofte en højere rente, men kan muligvis give en større fleksibilitet i tilbagebetalingen, hvilket kan være fordelagtigt afhængig af dine specifikke behov og mål.


Det er afgørende at udvikle en klar finansiel plan, der inkorporerer realistiske budgetter, forventede indtægter, omkostninger og finansiering. At konsultere med finansielle rådgivere eller specialister inden for ejendomsinvestering kan give dig værdifuld indsigt og sikre, at du vælger den bedste finansieringsløsning til din situation. Med den rette finansieringsstrategi kan dine ejendomsinvesteringer realiseres med succes.


Sammenligning: ejendomsinvestering vs. ejendomsaktier


Direkte ejendomsinvestering indebærer køb af fysiske ejendomme, hvilket giver dig fuld kontrol over indkomststrømmene, vedligeholdelsen og forbedringerne. Det kræver dog betydelig startkapital og tid, samt en grundig forståelse af markedet.


Ejendomsaktier, derimod, giver mulighed for at investere i ejendomme gennem børsnoterede selskaber. Disse investeringer kræver mindre kapital og mindre arbejde for dig. Denne form for ejendomsinvestering er derfor langt mere passiv end direkte ejendomsinvestering.


Investering i ejendomsaktier giver investorer mulighed for at deltage i ejendomsmarkedets vækst uden at eje fysiske ejendomme.


Ejendomsaktier, som repræsenterer ejendomsselskaber på børsen, tilbyder en fantastisk mulighed for investorer, der ønsker at diversificere deres portefølje med ejendomme. Denne investeringsform kan reducere risikoen sammenlignet med direkte ejendomskøb, da porteføljen kan bestå af en række ejendomme i forskellige geografiske områder og segmenter.


Yderligere, kan ejendomsaktier nemt købes og sælges på aktiemarkedet, hvilket giver investorer fleksibilitet og likviditet. For begyndere kan det være en ideel måde at komme i gang med ejendomsinvestering uden at skulle håndtere komplekse ejendomstransaktioner.


Det er vigtigt at nævne, at investering i ejendomsaktier indebærer en nøje analyse af de underliggende ejendomsselskaber, deres finansielle sundhed og markedstendenser. Ved at træffe informerede beslutninger og holde sig opdateret på markedsforholdene, kan du nyde en stabil og profitabel vækst gennem ejendomsaktier.


Hvorfor ejendomsinvestering er bedre end ejendomsaktier


Ejendomsinvestering har nogle fordele i forhold til ejendomsaktier.


For det første giver direkte ejendomsinvestering dig fuld kontrol over din investering. Du kan selv bestemme, hvordan ejendommen skal vedligeholdes, hvilke lejere der skal bo der, og hvornår det er tid til at sælge. Du har også kontrol med ejendommens udgifter og kan vælge en billigere ejendomsforsikring samt sammenligne priser for administrationen. Denne kontrol kan føre til højere afkast, da du har mulighed for at optimere ejendommens værdi og indtægter.


Desuden tilbyder ejendomsinvestering skattefordele, som ejendomsaktier ikke nødvendigvis giver. For eksempel kan du drage fordel af afskrivninger og fradrag, hvilket kan reducere din skattepligtige indkomst betydeligt.


Hvis du vil dykke lidt mere ned i forskellene mellem ejendomsinvestering og ejendomsaktier, kan du læse mit indlæg om emnet her: Ejendomsinvestering vs. ejendomsaktier.


Ejendomsmarkedet i Danmark


Ejendomsmarkedet i Danmark er historisk præget af nogenlunde stabilitet og attraktiv vækst. Hvordan navigerer man bedst dette marked som nybegynder?


Det danske ejendomsmarked har historisk vækstet markant, og landet har set en stigning i både bolig- og erhvervsejendomspriser. Dette indikerer en sund økonomisk udvikling.

Den historiske udvikling er dog ingen garanti for, at det vil gå ligesådan i fremtiden.


Danmark tilbyder en attraktiv kombination af lave renter og et relativt stabilt politisk miljø, hvilket gør det til et ideelt marked for ejendomsinvestering.


København og Aarhus ses ofte som hotspots, men også mindre byer tilbyder lovende muligheder inden for ejendomsinvestering.


Tips til begyndere


  • Begynd med at sætte klare mål.

    • Start med at lave en investeringsplan.

    • Fokusér på langsigtet kapitalvækst og stabil indtægt gennem udlejning.

  • Lav grundig research.

    • Udforsk markedet og forstå de forskellige ejendomstyper.

    • Netværk med erfarne investorer og fagfolk.

      • Få værdifuld indsigt og rådgivning.

    • Konsulter en ejendomsmægler eller advokat.

      • Få vejledning gennem juridiske og finansielle aspekter ved ejendomshandler.

  • Vær tålmodig og strategisk.

    • Ejendomsinvestering kræver tid og planlægning.

    • Byg en diversificeret portefølje.

    • Tag velovervejede beslutninger for langsigtet succes.


Almindelige investeringsfejl


En af de mest almindelige fejl, begyndere ofte begår, er at skynde sig uden tilstrækkelig research.


Deres ivrighed kan lede til forhastede beslutninger baseret på følelser snarere end fakta, hvilket kan resultere i fejlinvesteringer. For grundig research, omhyggelig analyse, og en klar forståelse af markedet kan forebygge sådanne situationer. Mange undlader at tage sig tid til at lære om ejendomsvurdering, markedsforhold og fremtidige tendenser.


En anden udbredt fejl er at overvurderer ejendommens økonomiske formåen. Manglende overblik over de realistiske omkostninger ved at drive ejendommen kan bringe økonomien i fare. Det er afgørende at have realistiske forventninger og en solid finansiel plan for at håndtere eventuelle uforudsete udgifter.


Endelig kan en risikofyldt finansiering begrænse dine muligheder og øge din risikoeksponering. Investeringer med højt belånte lån eller usikre finansieringskilder så som korte afdragsfrie flex-lån kan være risikable. Ved at vælge mere stabile og pålidelige finansieringsmetoder kan du bedre balancere risikoen og sikre, at din portefølje forbliver stærk og modstandsdygtig over for markedsudsving.


FAQ


Hvad skal jeg være særlig opmærksom på ved ejendomsinvestering?

Når du begynder med ejendomsinvestering, er der flere vigtige faktorer, du skal være opmærksom på. Først og fremmest er det afgørende at forstå markedet og de økonomiske tendenser, der kan påvirke ejendomspriserne. Derudover bør du nøje vurdere ejendommens beliggenhed, da dette kan have en stor indflydelse på både lejeindtægter og gensalgsværdi. Det er også vigtigt at tage højde for vedligeholdelsesomkostninger og eventuelle renoveringsbehov, som kan påvirke din samlede investering. Endelig bør du overveje finansieringsmuligheder og sikre, at du har en solid plan for at håndtere eventuelle økonomiske udfordringer, der måtte opstå.


Hvordan finder jeg den rette ejendom at investere i?

At finde den rette ejendom kræver grundig research og analyse. Start med at identificere områder med potentiale for vækst og høj efterspørgsel efter lejeboliger. Brug tid på at besøge forskellige ejendomme og sammenligne priser, stand og beliggenhed. Det kan også være en god idé at konsultere en køberrådgiver for at få professionel vejledning.


Hvilke finansieringsmuligheder har jeg som ejendomsinvestor?

Der er flere finansieringsmuligheder til rådighed for ejendomsinvestorer, herunder traditionelle banklån, realkreditlån og private lån. Det er vigtigt at sammenligne forskellige lånetilbud og vurdere rentesatser, tilbagebetalingsbetingelser og eventuelle gebyrer. Overvej også at tale med en finansiel rådgiver eller en køberrådgiver for at finde den bedste løsning, der passer til din økonomiske situation og investeringsmål.


Hvordan kan jeg maksimere mit afkast på ejendomsinvestering?

For at maksimere dit afkast er det vigtigt at vælge ejendomme med høj lejeindtægtspotentiale og udviklingspotentiale. Selv mindre renoveringer eller forbedringer kan øge ejendommens værdi og tiltrække kvalitetslejere. Det er også vigtigt at følger efterspørgslen og markedets trends, så du undgår tomgang.


Kræver ejendomsinvestering meget kapital?

Ejendomsinvestering kan kræve en betydelig mængde kapital, især hvis du planlægger at købe ejendomme i attraktive områder med høje ejendomspriser. Dog er der muligheder for at starte med mindre kapital ved at investere i mindre ejendomme beliggende uden for de større byer og ved at benytte finansieringsmuligheder som realkreditlån.


Hvad er et godt afkast på ejendomsinvestering?

Et godt afkast på ejendomsinvestering varierer afhængigt af bl.a. renten, ejendomstypen og beliggenheden. Pt. (september 2024) ligger landsgennemsnittet på alle typer investeringsejendomme (både bolig og erhverv) på knap 7 procent i afkast, men hvis man ser mere nøje på de enkelte områder af landet eller de enkelte ejendomstyper ser billedet meget forskelligt ud. For at opnå et godt afkast er det vigtigt at vælge ejendomme med stærkt vækstpotentiale og stabile lejeindtægter. En køberrådgiver vil kunne hjælpe dig med at vurdere det korrekte afkast for en given ejendom i et givent område af landet.


Held og lykke


Held og lykke med dine ejendomsinvesteringer! Hvis du søger mere information om, hvordan man lægger en strategi, hvordan man fastsætter en korrekt leje, og de skattemæssige fordele, har jeg skrevet bogen ‘Den lille guide til investering i ejendom’, som du kan købe i boghandlen, hos forlaget Muusmanns hjemmeside eller via min hjemmeside til kun 150 kr. (pt. udsolgt).


Hvis du ønsker yderligere råd eller vejledning, er du altid velkommen til at kontakte mig på mail, telefon eller book en samtale via hjemmesiden for at høre mere om mulighederne.

 

Comments


Commenting has been turned off.
bottom of page