Vi købte et sommerhus - nu er planen at rive det ned.
- for 2 dage siden
- 5 min læsning
Da vi købte vores lille sommerhus fra 1951, var planen egentlig bare at renovere det. Men efter få måneder må vi erkende, at den bedste løsning nok er at rive det ned og begynde helt forfra. Det var ikke den plan, vi havde forestillet os, men måske bliver resultatet meget bedre.

Hvorfor købte vi huset
Vi har købt et ældre sommerhus fra 1951 på en dejlig grund på Vestsjælland. Det var beliggenheden, der fik os til at skrive under, ikke sommerhuset.
Faktisk havde jeg længe set sommerhuset på Boligsiden.dk og hurtigt scrollet videre, fordi det ligger ud til en vej, der fører ned til stranden (måske med risiko for trafik, tænkte jeg), og fordi huset ikke er min stil.
Huset er lille - kun 42 m² - hvilket jeg godt kan leve med, selvom vi er en familie på fem plus en hund. Det har formentlig været et fint lille Jeppesen-hus engang, men det var før 80'erne, hvor en tidligere ejer byggede en mindre køn tilbygning på det dengang kun 27 m² store hus. Tilbygningen er klemt sammen med det oprindelige hus og består af bittesmå rum med meget lav loftshøjde. Min mand er 192 cm høj og kan ikke stå helt oprejst i tilbygningen, og han skal huske at bukke sig, når han går gennem et af dørhullerne.
Vi havde dog kigget længe i netop det område og vidste, at det er et dyrt sted at købe sommerhus. Derfor fik den forholdsvis lave pris os til at se nærmere på huset.
Vi bookede en fremvisning med ejendomsmægleren i foråret. På vej derhen sagde jeg til min mand:"Hvis det bare er et nogenlunde ok hus, synes jeg, vi skal byde på det."
På fremvisningen fortalte ejendomsmægleren, at der pludselig var tre andre interesserede par, og at to af dem allerede havde afgivet et skriftligt bud. Hvis vi ville være med, skulle vi derfor byde samme dag. Det var vi selvfølgelig lidt ærgerlige over, men vi havde efterhånden fået erfaring med budrunder efter flere års jagt på sommerhuse og sommerhusgrunde i et ophedet marked. Samme dag sendte vi derfor vores bud afsted og underskrev en købsaftale.
Om aftenen ringede ejendomsmægleren: "Tillykke – sælger har også skrevet under."
En uges tid senere blev handlen endelig, og vi kunne kalde os ejere af et sommerhus.
Renovering eller nedrivning?
Vi havde planer om at renovere huset, så det kom i lidt bedre stand og blev mere tidssvarende. Men det viste sig hurtigt at blive en både svær og dyr opgave.
Efter mange overvejelser, lidt gør-det-selv-renovering og møder med håndværkere har vi nu erkendt, at huset aldrig bliver rigtig godt med en renovering. Det bliver simpelthen for dyrt at stabilisere punktfundamentet, hæve dørhullerne, udskifte vinduerne (enkeltlags, uden hasper og malet fast, så de ikke kan åbnes!) og få styr på de forskellige gulve, som muligvis har fugtproblemer. Taget vil stadig være lavt, og rummene meget små.
Asbest blev vendepunktet
Flere af de nødvendige tiltag ville kræve undersøgelser for asbest. Vi opdagede nemlig, at selv et mindre gør-det-selv-projekt blev bremset af en asbestundersøgelse med positivt resultat og dyre krav til fjernelse.
Det blev dråben.
Vi besluttede derfor, at vi må starte helt forfra og bygge et sommerhus, der er tidssvarende, velisoleret og opført med ordentlige byggematerialer.
Drømmen om at tegne vores eget sommerhus
Det gode er, at jeg elsker huse - især smukke huse - så jeg kan faktisk godt glæde mig over, at jeg igen får mulighed for at være med i et byggeprojekt.
Budgettet er dog lille, fordi vi aldrig havde regnet med, at vi skulle bygge et helt nyt sommerhus. Derfor har vi ikke råd til at få huset arkitekttegnet, og jeg har ikke lyst til at købe et typehus. Ikke fordi der er noget galt med typehuse, men når man elsker huse og arkitektur, er drømmen ikke et færdigtegnet hus, som ligner alle de andre.
Derfor tog jeg fat i min veninde, som har læst til arkitekt og netop er ved at færdiggøre sit eget sommerhus, som hun selv har tegnet. Hun har fået håndværkere til at bygge dele af det og har selv stået for resten.
Jeg spurgte, om hun ville vise mig, hvordan hun havde tegnet huset og søgt om byggetilladelse. Hvis jeg selv kan tegne sommerhuset og selv søge om byggetilladelse, har vi allerede sparet omkring 100.000 kr.
Besøget i min venindes sommerhus
I går besøgte jeg så min veninde i hendes smukke sommerhus. Det er ikke helt færdigt endnu, men hun kan allerede tage det i brug, mens hun selv og håndværkerne laver de sidste ting.
Det var enormt inspirerende at tale med hende. Dels fordi hun ved meget om arkitektur og om at tegne et hus, men også fordi hun er så afslappet omkring hele processen.
Et byggeprojekt af denne kaliber virker ret overvældende på mig, selvom jeg har været igennem det én gang før med vores helårshus og i øvrigt været inde over en del byggeprojekter på investeringsejendomme. Hun starter bare fra en ende af og løser tingene, efterhånden som de opstår.
Hun har ikke valgt totalentreprise, men fundet gode håndværkere og lavet en del af arbejdet selv. Hun er ikke håndværker, men hun prøver sig frem eller spørger en fagperson til råds.
Tre gode råd
Nogle af min venindes bedste råd var:
Hvis du ser et flot hus, du overvejer at lade dig inspirere af, så spørg ejeren, om du må komme forbi og se det. Det kan være en tagbeklædning, en facade eller et betongulv, du gerne vil opleve i virkeligheden.
Overvej, hvad der fungerer godt i dit nuværende hus, og tag de erfaringer med over i tegningerne til det nye sommerhus. Det er noget helt andet at opleve et rum end at forestille sig det.
Hvis du gerne vil lave noget af arbejdet selv, så vælg materialer, der er nemme at arbejde med. Min veninde havde for eksempel selv monteret den lodrette træbeklædning på facaden."Det var faktisk ret nemt," sagde hun. "Men jeg valgte også netop den profilbeklædning, fordi jeg selv kunne sætte den op."
Jeg fik også lov til at se hendes skitser og byggeansøgning. Det var en stor hjælp, for den del ved jeg meget lidt om.
Nu begynder drømmen om et lille, smukt sommerhus
Da jeg kørte hjem, var jeg fyldt med inspiration og gode råd og havde fået mod på selv at gøre en del af arbejdet.
Det første skridt er at skitsere huset, og det gik jeg i gang med allerede i går. Det er lidt svært, fordi jeg aldrig har prøvet det før, men det er også helt vildt sjovt: Vi bestemmer selv, hvor vinduerne skal sidde, hvor dørene skal være, og hvor store rummene skal være.
Vi begyndte at tale om, hvad huset egentlig skal kunne. Hvad er need-to-have, og hvad er nice-to-have? Det er ret væsentligt, når budgettet er begrænset. Jeg vil langt hellere have et lille, smukt sommerhus med få, gennemtænkte detaljer end et stort sommerhus med en masse kvadratmeter. Og jeg vil gerne bruge tid på at finde materialer, der både er billige, nemme at montere og smukke.
Næste skridt er at tegne huset færdigt, så vi kan sende en ansøgning om byggetilladelse til kommunen.




Kommentarer